Konflikter mellem voksne børn og deres forældre handler sjældent kun om det, der bliver sagt i den konkrete situation.

En uenighed om, hvor ofte man ses, hvordan bedsteforældrene er sammen med børnebørnene, eller hvem der tog initiativ sidste gang, kan på overfladen virke forholdsvis enkel. Men under konflikten kan der ligge mange års savn, skuffelser og oplevelser af ikke at være blevet forstået.

Måske oplever forældrene, at deres voksne barn langsomt har trukket sig fra familien. De savner den nærhed, de tidligere havde, og forstår ikke helt, hvad der er sket.

Samtidig kan det voksne barn have en oplevelse af, at der ikke er plads til at være sig selv i relationen. Måske føles det som om forældrene stadig ser det barn, de engang kendte, men ikke helt det voksne menneske, der står foran dem i dag.

Begge parter kan derfor føle sig frakoblet. Og begge kan opleve, at det er den anden, der har skabt afstanden.

Når livet fører familien i forskellige retninger

Forholdet mellem forældre og børn forandrer sig gennem livet.

Da barnet var lille, var relationen i høj grad båret af forældrenes ansvar, beslutninger og omsorg. Men i voksenlivet skal relationen finde en ny form. Det voksne barn skal have mulighed for at skabe sit eget liv, sine egne værdier og sin egen familie. Samtidig skal forældrene finde en plads, hvor de fortsat er betydningsfulde, men ikke længere har den samme indflydelse.

Det kan være en stor omstilling for begge generationer.

Det voksne barn kan være optaget af uddannelse, arbejde, parforhold, egne børn og opbygningen af et selvstændigt liv. Det betyder ikke nødvendigvis, at forældrene er blevet mindre vigtige. Men tiden, behovene og prioriteringerne har ændret sig.

Forældrene kan på deres side opleve, at de står tilbage med et savn. Måske havde de forestillet sig et tættere familieliv, flere fælles traditioner eller en mere naturlig plads i deres voksne barns hverdag. Når det ikke bliver sådan, kan de føle sig valgt fra – også selvom det voksne barn ikke har haft til hensigt at afvise dem.

Livet kan på den måde føre generationerne i forskellige retninger, uden at nogen bevidst har ønsket at skabe afstand.

Når forældrene føler sig frakoblet

Forældre kan opleve det som dybt smertefuldt, når kontakten til et voksent barn bliver vanskelig eller sporadisk.

De kan sidde tilbage med spørgsmål som:

Hvorfor ringer hun ikke længere?

Hvorfor fortæller han os ikke, hvad der sker i hans liv?

Hvorfor skal vi altid være dem, der tager initiativ?

Har vi virkelig været så dårlige forældre?

Bag irritation, bebrejdelser eller insisterende kontaktforsøg ligger der ofte en sorg og en frygt for ikke længere at være betydningsfuld. Nogle forældre reagerer ved at presse mere på. De ringer oftere, stiller flere spørgsmål eller forsøger at forklare, hvorfor det voksne barn tager fejl.

Andre trækker sig og bliver tavse. De tænker måske: Hvis mit barn vil mig, må han eller hun selv komme.

Begge reaktioner kan være forsøg på at beskytte sig mod følelsen af afvisning. Men de kan samtidig komme til at øge den afstand, forældrene længes efter at mindske.

Når det voksne barn føler sig frakoblet

Det voksne barn kan også bære på en oplevelse af ikke at være blevet mødt eller forstået.

Måske føler den voksne søn eller datter, at egne grænser ikke bliver respekteret. At forældrene fortsat kommenterer valg af partner, opdragelse, arbejde eller livsstil. Eller at samtaler hurtigt kommer til at handle om forældrenes savn og behov, uden at der bliver spurgt nysgerrigt ind til, hvordan relationen opleves fra den anden side.

Nogle voksne børn har gennem mange år forsøgt at fortælle, hvad der er svært. Hvis deres oplevelser er blevet forklaret væk, nedtonet eller mødt med forsvar, kan de til sidst miste troen på, at en samtale vil føre noget nyt med sig.

Afstanden kan derfor blive en måde at passe på sig selv på. For ikke at blive skuffet gang på gang.

Det betyder ikke nødvendigvis, at det voksne barn er ligeglad med sine forældre. Tværtimod kan der bag tilbagetrækningen ligge en stor længsel efter at blive set, taget alvorligt og mødt som det menneske, man er blevet.

Den samme historie kan opleves meget forskelligt

I konflikter mellem voksne børn og deres forældre opstår der ofte en kamp om, hvad der egentlig er sket.

Forældrene kan sige:

“Vi gjorde jo altid vores bedste.”

Det voksne barn kan svare:

“Men jeg følte mig aldrig forstået.”

Begge udsagn kan være sande på samme tid.

Forældrene kan have handlet ud fra kærlighed, omsorg og de muligheder, de havde dengang. Samtidig kan barnet have oplevet ensomhed, kritik eller manglende følelsesmæssig kontakt.

En intention og den virkning, den får, er ikke altid det samme.

Når familien forsøger at finde frem til én endelig sandhed, ender samtalen ofte i forsvar. Forældrene forsøger at forklare deres intentioner, mens det voksne barn forsøger at få sin oplevelse anerkendt. Jo mere den ene forklarer, desto mere kan den anden føle sig afvist.

Det afgørende bliver derfor ikke nødvendigvis at blive enige om alle detaljer. Det afgørende kan være at skabe plads til, at forskellige oplevelser af den samme familiehistorie kan eksistere ved siden af hinanden.

Det, vi beskytter, kan komme til at stå i vejen for kontakten

Når vi føler os sårede eller afvist, forsøger vi ofte at beskytte os.

Nogle bliver vrede og kritiske. Andre forklarer, forsvarer sig eller placerer ansvaret hos den anden. Nogle bliver tavse, mens andre helt afbryder kontakten.

Beskyttelsen giver mening. Den hjælper os med ikke at mærke hele smerten på én gang. Men den kan også gøre det svært for den anden at få øje på det, der ligger nedenunder.

Bag en forælders kritik kan der ligge et savn:

Jeg er bange for, at jeg ikke længere har en plads i dit liv.

Bag det voksne barns afstand kan der ligge en længsel:

Jeg vil gerne have en relation til dig, men jeg har brug for, at der også er plads til mig.

Hvis familien kun reagerer på kritikken, tavsheden eller afstanden, kan den dybere længsel forblive skjult.

Familieterapi handler ikke om at finde den skyldige

Nogle familier holder sig tilbage fra familieterapi, fordi de frygter, at terapeuten skal afgøre, hvem der har ret, og hvem der har gjort noget forkert.

Men familieterapi er ikke en retssag.

Formålet er ikke, at den ene part skal få bekræftet, at den anden er problemet. Formålet er at undersøge, hvad der er opstået mellem familiens medlemmer, hvordan forskellige handlinger er blevet oplevet, og hvad der i dag står i vejen for kontakten.

I familieterapien kan der skabes et roligere rum, hvor begge generationer får mulighed for at sætte ord på deres oplevelse uden straks at skulle forsvare eller forklare sig.

Forældrene kan måske få hjælp til at fortælle om deres savn uden at gøre det voksne barn ansvarligt for deres følelser.

Det voksne barn kan få hjælp til at fortælle om sine sår eller grænser, uden at samtalen nødvendigvis bliver til en fuldstændig afvisning af forældrene.

Jeg hjælper familien med at holde samtalen på sporet og undersøge det, der sker undervejs. Hvad sker der eksempelvis i det voksne barn, når en forælder forklarer sig? Og hvad sker der i forældrene, når barnet fortæller om noget smertefuldt fra sin opvækst?

På den måde bliver det muligt at få øje på familiens mønstre, mens de viser sig – og begynde at skabe nye erfaringer sammen.

En god middelvej er ikke altid at mødes præcis på midten

At finde en middelvej betyder ikke nødvendigvis, at begge parter skal give lige meget efter, eller at alle ønsker kan imødekommes.

Nogle gange handler en god vej videre om at finde en mere realistisk og respektfuld form for kontakt.

Det kan være, at forældrene skal øve sig i at respektere det voksne barns grænser, også når de ikke forstår dem fuldt ud. Det kan være, at det voksne barn skal finde en måde at sætte grænser på, hvor der fortsat er mulighed for kontakt. Og det kan være, at begge parter må sørge over, at relationen ikke blev helt, som de havde håbet.

Forandringen begynder ofte, når familien kan bevæge sig væk fra spørgsmålet:

Hvem begyndte, og hvem har mest ret?

Og i stedet blive nysgerrig på:

Hvad sker der mellem os?

Hvad forsøger vi hver især at beskytte?

Hvad har vi brug for, hvis kontakten skal føles mere tryg?

Når relationen skal have en ny form

Ikke alle konflikter kan løses hurtigt. Nogle familier har brug for tid til at opbygge tillid igen. Andre må finde en ny og mere begrænset form for kontakt, som begge kan være i.

Målet med familieterapi er derfor ikke altid, at familien skal vende tilbage til det, der var engang. Det kan i stedet være at hjælpe familien med at skabe noget nyt.

En relation, hvor det voksne barn ikke skal opgive sig selv for at bevare kontakten.

En relation, hvor forældrene ikke behøver at skjule deres savn, men kan udtrykke det uden bebrejdelser.

Og en relation, hvor forskellighed ikke automatisk opleves som afvisning.

Det kræver mod at sætte sig sammen og tale om det, der gør ondt. Især når tidligere samtaler er endt i konflikt, tavshed eller større afstand. Men når begge generationer får hjælp til at lytte til mere end ordene og forstå det, der ligger bag reaktionerne, kan der opstå nye muligheder.

Ikke nødvendigvis en perfekt relation.

Men måske en mere ærlig, respektfuld og bæredygtig kontakt, hvor der igen kan blive plads til både tilknytning og forskellighed.