Angst kan fylde meget i et menneskes liv. Den kan også komme til at fylde meget i et parforhold.

Når den ene kæmper med angst, bliver partneren ofte en vigtig kilde til tryghed. Det kan være hjælpsomt og kærligt, men det kan også skabe en relation, hvor begge kommer til at indrette sig efter angsten.

Den angstramte kan blive afhængig af partnerens beroligelse og tilstedeværelse. Partneren kan føle et stort ansvar for at mindske uroen og sikre, at den anden har det godt.

Sådan kan angsten langsomt komme til at stå mellem dem – selvom de begge forsøger at passe på forholdet.

Angst føles virkelig

Angst kan vise sig på mange forskellige måder. For nogle handler den om sygdom, død eller ulykker. For andre handler den om sociale situationer, tab af kontrol eller frygten for at blive forladt.

Den kan opleves som:

  • Hjertebanken og uro i kroppen
  • Tankemylder og katastrofetanker
  • Et stærkt behov for kontrol
  • Undgåelse af bestemte steder eller situationer
  • Behov for gentagen beroligelse
  • Søvnproblemer og udmattelse
  • Irritabilitet eller tilbagetrækning
  • Vanskeligheder ved at være alene

Selvom partneren kan se, at frygten ikke står mål med den konkrete situation, føles faren virkelig for den angstramte. Derfor hjælper det sjældent blot at sige: “Du behøver ikke være bange.”

Den angstramte ved ofte godt, at reaktionen kan virke ulogisk. Det kan i sig selv skabe skam og en følelse af at være besværlig for den anden.

Når partneren bliver den primære tryghed

Det er naturligt at søge sin partner, når man er bange. I et godt parforhold skal der også være plads til at finde trøst og støtte hos hinanden.

Udfordringen opstår, hvis partneren bliver den eneste eller vigtigste måde, den angstramte kan finde ro på.

Partneren kan begynde at:

  • Svare på de samme bekymringer igen og igen
  • Undgå bestemte steder for at skåne den anden
  • Ændre egne planer for at være tilgængelig
  • Tage over i situationer, den angstramte frygter
  • Skjule egne bekymringer for ikke at udløse mere angst
  • Føle ansvar for at sige præcis det rigtige

På den korte bane kan tilpasningerne skabe ro. På den lange bane kan de komme til at bekræfte angsten i, at situationen faktisk var farlig, og at den angstramte ikke ville kunne klare den uden partneren.

Det betyder ikke, at partneren skal blive afvisende eller hård. Men der er forskel på at støtte et menneske i at være med sin angst og på at hjælpe angsten med at have styringen.

Partnerens dilemma

Den anden partner kan befinde sig i et svært dilemma.

Hvis partneren beroliger, hjælper og ændrer planerne, kan det føles, som om angsten får endnu mere magt. Hvis partneren siger fra, kan den angstramte opleve det som manglende kærlighed eller som at blive efterladt alene.

Partneren kan efterhånden føle:

  • At der ikke er plads til egne behov
  • At friheden i forholdet bliver mindre
  • At skulle være tilgængelig hele tiden
  • Skyld, når der sættes grænser
  • Irritation over gentagne spørgsmål og bekymringer
  • Frygt for at gøre angsten værre
  • Ensomhed i relationen

Hvis disse følelser ikke bliver talt om, kan de vise sig som kritik, kulde eller tilbagetrækning. Den angstramte mærker afstanden og bliver måske endnu mere urolig og kontaktsøgende.

Sådan kan der opstå et mønster, hvor den enes angst og den andens udmattelse gensidigt forstærker hinanden.

Når begge forsøger at skabe tryghed

Udefra kan det se ud, som om den angstramte kræver for meget, og partneren bliver for lidt tilgængelig. Men ofte forsøger begge at beskytte relationen.

Den angstramte søger måske gentagen bekræftelse:

“Er du sikker på, at du stadig elsker mig?”

Partneren svarer først omsorgsfuldt, men bliver efterhånden frustreret:

“Hvor mange gange skal jeg sige det?”

For den angstramte kan frustrationen føles som en bekræftelse på, at noget er galt. Derfor bliver behovet for tryghed endnu større. Partneren oplever, at intet svar hjælper, og trækker sig.

Problemet er ikke nødvendigvis den ene eller den anden. Problemet er den dynamik, de er kommet ind i.

Hvordan kan man støtte uden at overtage?

Det er muligt at møde angsten omsorgsfuldt uden at blive ansvarlig for at fjerne den.

Partneren kan eksempelvis sige:

“Jeg kan høre, at du er meget bange lige nu. Jeg vil gerne være hos dig, men jeg kan ikke give dig sikkerhed for, at det, du frygter, aldrig sker.”

Eller:

“Jeg tror på, at du kan være i det her, selvom det er svært. Hvordan kan jeg støtte dig, uden at vi lader angsten bestemme?”

Det hjælpsomme er ofte en kombination af kontakt og tillid. Kontakt betyder: “Du er ikke alene.” Tillid betyder: “Jeg tror ikke, at du er hjælpeløs.”

Det er vigtigt, at parret taler om støtten på tidspunkter, hvor angsten ikke er på sit højeste. Her kan de sammen undersøge:

  • Hvilken form for støtte hjælper reelt?
  • Hvornår bliver beroligelse en del af angstens mønster?
  • Hvilke ting vil den angstramte gerne øve sig i selv?
  • Hvilke grænser har partneren brug for?
  • Hvordan kan de bevare fælles oplevelser, der ikke handler om angst?

Den angstramtes ansvar

Angst er ikke selvvalgt. Men den angstramte har et ansvar for at søge hjælp og arbejde med, hvordan angsten påvirker både eget liv og parforholdet.

Det kan være gennem egen læge, psykolog, psykoterapeut eller anden relevant behandling. Hvilken hjælp der er mest passende, afhænger af angstens form og sværhedsgrad.

Partnerens omsorg kan være en vigtig støtte, men den kan ikke erstatte behandling. Hvis partneren bliver gjort ansvarlig for at regulere angsten, vil det ofte slide på forholdet og begrænse begge parters liv.

Samtidig har partneren et ansvar for at udtrykke sine grænser på en ordentlig måde – inden udmattelsen bliver til vrede eller følelsesmæssig afstand.

Nærhed må også handle om andet end angst

Når angst fylder meget, kan næsten alle samtaler komme til at handle om bekymringer, symptomer og mulige farer. Parforholdet risikerer at blive reduceret til et samarbejde om at håndtere angsten.

Derfor har parret brug for at bevare små områder, hvor angsten ikke er omdrejningspunktet.

Det kan være fælles interesser, humor, fysisk kontakt, en gåtur eller samtaler om noget, de begge holder af. Det handler ikke om at ignorere angsten, men om at huske, at både mennesket og parforholdet er større end den.

Hvornår kan parterapi være hjælpsomt?

Parterapi kan være hjælpsomt, når angsten er begyndt at forme forholdet, eller når bare den ene oplever, at den er blevet et problem mellem dem.

I parterapien kan parret få hjælp til at forstå:

  • Hvordan angsten påvirker deres kontakt
  • Hvordan partnerens hjælp både kan støtte og utilsigtet fastholde
  • Hvilke sårbare følelser der ligger bag konflikterne
  • Hvordan der kan sættes kærlige og tydelige grænser
  • Hvordan begge kan få plads i relationen
  • Hvordan parret kan stå sammen uden at stå stille

Den angstramte kan samtidig have brug for individuel behandling ved egenterapi. Parterapi behandler ikke nødvendigvis selve angstlidelsen, men kan hjælpe med at forhindre, at angsten overtager relationen.

Et godt parforhold er muligt

Det er muligt at have et trygt og velfungerende parforhold, selvom angst er en del af den enes liv.

Det kræver, at angsten bliver taget alvorligt, men ikke får lov til at definere hele mennesket eller hele forholdet. Det kræver også, at partnerens behov og grænser ikke bliver opfattet som afvisning, men som noget, der er nødvendigt for at bevare ligeværdigheden.

Kærlighed handler ikke om at kunne fjerne al frygt fra den anden. Nogle gange handler kærlighed om at blive stående i kontakten og samtidig tro på, at den anden kan udvikle sin egen evne til at være i det svære.