I nære relationer kan vores reaktioner komme hurtigt. Fordi vi er mere følelsesmæssig involveret.

Den anden siger noget, vi oplever som kritisk, afvisende eller urimeligt, og næsten før vi når at tænke over det, er vi i gang med at forsvare os. Måske hæver vi stemmen, kommer med en skarp bemærkning eller begynder at forklare, hvorfor det i virkeligheden er den anden, der har gjort noget forkert.

Andre reagerer ved at lukke ned. De bliver stille, vender sig væk eller forlader rummet, fordi det hele bliver for overvældende.

Når følelserne tager over, kan det være svært at høre, hvad den anden egentlig siger. Vi lytter ikke længere for at forstå. Vi lytter efter det næste, vi skal forsvare os imod.

I de situationer kan noget af det mest hjælpsomme være at sætte sig selv på pause. Bare for en stund.

Ikke for at undgå konflikten. Ikke for at undertrykke sine følelser. Og heller ikke for at lade den anden bestemme. Men for at skabe lidt mere plads mellem det, vi mærker, og den måde, vi vælger at reagere på.

Når kroppen reagerer før tankerne

Konflikter i nære relationer handler sjældent kun om de ord, der bliver sagt.

Når vores partner bliver kritisk, vender sig væk, sukker eller ikke svarer, kan det aktivere noget langt dybere i os. Måske mærker vi pludselig følelsen af ikke at være vigtig. Af ikke at blive forstået. Af at stå alene eller være ved at miste kontakten til den anden.

Det kan være, at situationen minder os om noget, vi tidligere har oplevet. Ikke nødvendigvis på en måde, vi er bevidste om, men kroppen kan genkende følelsen.

Derfor kan vores reaktion nogle gange blive stærkere, end situationen umiddelbart ser ud til at kalde på.

Det betyder ikke, at reaktionen er forkert, eller at følelsen ikke giver mening. Men det betyder, at der kan være mere på spil end det, der sker lige nu.

Når vi bliver følelsesmæssigt aktiverede, forsøger vores system ofte at beskytte os. Nogle går tættere på og kræver svar, forklaringer eller kontakt. Andre trækker sig for at få ro og undgå at gøre situationen værre.

Begge dele kan være forsøg på at passe på sig selv og relationen. Men for den anden kan det opleves helt anderledes.

Den, der insisterer på at tale videre, kan opleves som kritisk eller angribende. Den, der trækker sig, kan opleves som ligeglad eller afvisende.

Og så kan parret blive fanget i en dynamik, hvor den enes beskyttelse aktiverer den andens.

Jo mere den ene presser på, desto mere trækker den anden sig. Og jo mere den anden trækker sig, desto mere presser den første på.

Vi kommer let til at reagere på vores egen fortolkning

Når vi er ramt, reagerer vi ikke kun på det, den anden gør. Vi reagerer også på den betydning, vi tillægger det.

Hvis din partner bliver stille, kan din fortolkning være:

Du er ligeglad med mig.

Hvis din partner bliver ved med at stille spørgsmål, kan din fortolkning være:

Du synes aldrig, jeg er god nok.

Hvis den anden har glemt noget, I har aftalt, kan tanken være:

Jeg betyder åbenbart ikke særlig meget.

I situationen kan vores fortolkning føles som sandheden. Men der kan være forskel på det, der konkret sker, og det, vi frygter, at det betyder.

Pausen kan hjælpe os med at undersøge denne forskel.

Hvad skete der faktisk?

Hvad forestillede jeg mig, at det betød?

Hvilken følelse blev aktiveret i mig?

Og hvad fik jeg lyst til at gøre for at beskytte mig selv?

Når vi bliver mere opmærksomme på det, kan vi begynde at reagere mindre automatisk.

En pause er ikke det samme som at undertrykke sig selv

For nogle kan tanken om at vente med at reagere lyde som endnu en opfordring til at være den fornuftige, holde sine følelser tilbage eller finde sig i noget, man egentlig ikke ønsker. Men en hjælpsom pause handler ikke om at gøre sig selv mindre.

Den handler om at tage sine følelser alvorligt nok til ikke at lade den første impuls bestemme, hvordan de skal udtrykkes.

Hvis du er vred, ked af det eller føler dig svigtet, forsvinder følelsen ikke nødvendigvis, fordi du holder en pause. Men du kan få mulighed for at forstå, hvad vreden forsøger at fortælle dig.

Måske skjuler der sig en sorg under vreden. Måske en følelse af ikke at være betydningsfuld. Måske en længsel efter at blive mødt, prioriteret eller forstået.

Når du får kontakt til det, der ligger bag den umiddelbare reaktion, bliver det ofte lettere at udtrykke dig på en måde, som den anden faktisk kan høre.

Der er stor forskel på at sige:

“Du tænker jo aldrig på andre end dig selv.”

og:

“Da du traf beslutningen uden at tale med mig, følte jeg mig ikke vigtig. Jeg havde brug for at opleve, at vi var sammen om det.”

Begge udsagn kan udspringe af den samme smerte. Men de inviterer til to meget forskellige samtaler.

Pausen skal passe på kontakten

En pause kan være hjælpsom, når den bliver brugt til at skabe ro og gøre det muligt at vende tilbage til samtalen på en bedre måde.

Men en pause kan også opleves som en afvisning. Hvis den ene pludselig går, bliver tavs i flere timer eller nægter at tale videre, kan den anden blive efterladt i uvished. Det kan skabe endnu mere uro og aktivere frygten for ikke at være vigtig eller for at miste kontakten.

Derfor er det afgørende, hvordan pausen bliver taget. Man kan eksempelvis sige:

“Jeg kan mærke, at jeg bliver meget påvirket lige nu. Jeg har brug for lidt ro, så jeg ikke kommer til at sige noget, jeg ikke mener. Jeg vil gerne tale videre med dig, og jeg kommer tilbage om en halv time.”

Eller:

“Det her betyder noget for mig, og jeg vil gerne kunne lytte ordentligt til dig. Lige nu kan jeg mærke, at jeg går i forsvar. Kan vi holde en pause og fortsætte samtalen senere i aften?”

På den måde fortæller man både, at man har brug for afstand lige nu, og at man ikke er på vej ud af relationen.

Budskabet bliver:

Jeg går ikke fra dig. Jeg forsøger at passe på det, der sker mellem os.

En pause kræver, at man vender tilbage

En pause mister sin tryghed, hvis samtalen aldrig bliver taget op igen.

Hvis den ene gentagne gange beder om en pause, men ikke selv vender tilbage, kan pausen blive en måde at undgå det svære på. Den anden kan opleve, at problemerne aldrig bliver mødt, og at vedkommende står alene med ansvaret for kontakten.

Det kan derfor være vigtigt at aftale, hvornår man fortsætter samtalen.

Det behøver ikke altid være efter et bestemt antal minutter. Nogle gange har man brug for længere tid. Men der skal gerne være tydeligt.

“Jeg er ikke klar lige nu, men jeg vil gerne tale videre efter aftensmaden.”

Eller:

“Jeg har brug for at sove på det. Kan vi sætte os sammen i morgen formiddag?”

Når man holder det, man har lovet, bliver pausen ikke et brud på kontakten. Den bliver en del af måden, man finder hinanden igen på.

Hvad kan man bruge pausen til?

En pause er ikke kun ventetid.

Det er en mulighed for at hjælpe sig selv tilbage til et sted, hvor man igen kan være nysgerrig på både sig selv og den anden. For nogle hjælper det at gå en tur, trække vejret roligt, drikke et glas vand eller sidde et sted uden at fortsætte diskussionen inde i hovedet.

Det handler ikke nødvendigvis om at få følelsen til at forsvinde. Det handler mere om at skabe tilstrækkelig ro til, at følelsen ikke overtager hele samtalen.

I pausen kan man spørge sig selv:

  • Hvad skete der i mig?
  • Hvad blev jeg bange for?
  • Hvilken betydning tillagde jeg det, den anden gjorde?
  • Hvad fik jeg lyst til at gøre?
  • Hvad har jeg egentlig brug for, at den anden forstår?
  • Hvordan kan jeg sige det uden at angribe eller gøre mig selv forkert?

Det er ikke sikkert, at man finder et klart svar. Men blot det at blive nysgerrig på sin egen reaktion kan ændre den måde, man bliver klar til at vender tilbage på.

Når man vender tilbage til samtalen

Når kontakten skal genetableres, kan det være fristende at begynde dér, hvor man slap:

“Som jeg sagde, så er problemet, at du…”

Men ofte vil det være mere hjælpsomt at begynde med det, man er blevet klogere på i pausen.

Det kunne lyde sådan:

“Jeg kunne mærke, at jeg blev meget vred. Da jeg fik lidt ro, opdagede jeg, at jeg egentlig blev ked af det, fordi jeg følte mig alene i situationen.”

Eller:

“Jeg trak mig, fordi jeg følte, at jeg ikke kunne gøre noget rigtigt. Men jeg kan godt se, at det måske kom til at se ud, som om jeg var ligeglad.”

Her tager man ansvar for sin egen oplevelse uden at påtage sig ansvaret for alt, hvad der skete.

Det handler ikke om, at kun den ene skal regulere sig, være forstående eller bevare overblikket. I et parforhold har begge et ansvar for at være nysgerrige på deres egen andel i den dynamik, der opstår.

Man behøver ikke løse konflikten med det samme

Mange af os kan have en stærk trang til at få konflikten afsluttet hurtigt. Uroen mellem os kan føles så ubehagelig, at vi ønsker en løsning med det samme. Men nogle samtaler bliver ikke bedre af at blive presset frem.

Når begge er følelsesmæssigt aktiverede, kan forsøget på at finde en løsning ende med at skabe endnu flere misforståelser. Vi kommer til at diskutere detaljer, placere skyld eller kæmpe for at få den anden til at se situationen på præcis samme måde som os selv.

Nogle gange er det vigtigste ikke at blive enige med det samme.

Det vigtigste kan være at få skabt tilstrækkelig ro til, at begge igen kan være til stede i samtalen. Først dér bliver det muligt at høre, hvad konflikten også handler om under ordene.

Når det ikke er nok at holde en pause

En pause er ikke altid løsningen.

Hvis der er tale om gentagne grænseoverskridelser, nedgørelse, trusler eller vold, handler det ikke blot om at blive bedre til at regulere sin egen reaktion. Her kan det være nødvendigt at søge hjælp og skabe reel beskyttelse og afstand.

Det samme gælder, hvis pausen konsekvent bliver brugt til at kontrollere eller straffe den anden. Tavshed kan være meget smertefuld, når den bliver brugt som et middel til at skabe usikkerhed eller få magt i relationen.

En tryg pause er tydelig, respektfuld og midlertidig. Den rummer en intention om at vende tilbage og forsøge at genfinde kontakten.

At kunne vente er også at kunne vælge

Vi kan ikke altid bestemme, hvilke følelser der bliver aktiveret i os.

Men vi kan langsomt blive bedre til at opdage, hvad der sker, før vi handler på det.

Det kræver øvelse. Især hvis man gennem livet har lært, at man må reagere hurtigt for at blive hørt, eller at man skal lukke helt ned for at passe på sig selv.

At sætte sig selv på pause er derfor ikke et tegn på svaghed eller passivitet. Det er en måde at tage ansvar for sin reaktion, uden at gøre sine følelser forkerte.

Pausen løser ikke nødvendigvis konflikten. Men den kan forhindre, at vi gør konflikten større, mens vi er allermest påvirkede.

Den kan hjælpe os med at finde ind til det, vi egentlig gerne vil fortælle den anden.

Og nogle gange er det netop i det lille mellemrum mellem følelsen og reaktionen, at der opstår en ny mulighed:

Muligheden for ikke blot at beskytte sig selv, men også at passe på kontakten mellem os.