De fleste par begynder deres forhold med en oplevelse af nærhed, samhørighed og håb. Man vælger hinanden, fordi der er noget ved den anden, som føles særligt. Måske oplever man sig mere levende, mere tryg eller mere betydningsfuld i den andens selskab. Man glæder sig til at være sammen og har en tro på, at kærligheden vil bære forholdet gennem livet.

Men kærlighed er ikke en konstant følelse.

Den kan forandre form, træde i baggrunden og i perioder være svær at få øje på. Nogle par oplever, at de langsomt er gledet fra hinanden. Andre fortæller, at kærligheden nærmest forsvandt fra den ene dag til den anden – måske efter et svigt, en voldsom konflikt eller en længere periode med skuffelser.

Når kærligheden ikke længere kan mærkes, kan det skabe stor usikkerhed:

Elsker jeg stadig min partner?
Er vi blevet for forskellige?
Er forholdet slut?
Eller kan vi finde hinanden igen?

Det er svære spørgsmål. Men oplevelsen af, at kærligheden er væk, betyder ikke nødvendigvis, at den faktisk er forsvundet. Nogle gange er den blevet skjult bag vrede, ensomhed, skuffelser og gentagne forsøg på at beskytte sig selv.

Kærligheden forsvinder sjældent på én gang

Ofte er det ikke én stor begivenhed, der skaber afstanden mellem et par. Det er snarere mange små øjeblikke, hvor man ikke føler sig set, mødt eller forstået.

Det kan være de gange, hvor man havde brug for støtte, men oplevede, at den anden ikke var tilgængelig. De samtaler, man opgav at tage, fordi de altid endte i konflikt. De små afvisninger, som måske ikke virkede betydningsfulde i situationen, men som med tiden samlede sig til en følelse af ikke længere at være vigtig for den anden.

Langsomt kan parret begynde at leve mere ved siden af hinanden end sammen.

Hverdagen fungerer måske stadig. Man får børnene af sted, køber ind, laver mad og holder styr på praktiske aftaler. Udefra kan parforholdet se velfungerende ud. Men indeni kan begge føle sig alene.

Parforholdet er blevet et praktisk samarbejde, mens den følelsesmæssige kontakt er blevet svagere.

Når de samme konflikter gentager sig

Mange par mister ikke kærligheden, fordi de skændes. De mister håbet, fordi de skændes på den samme måde igen og igen – uden at noget forandrer sig.

Den ene forsøger måske at få kontakt ved at stille spørgsmål, kritisere eller kræve en reaktion. Den anden føler sig utilstrækkelig eller angrebet og trækker sig, bliver tavs eller går sin vej.

Jo mere den ene forsøger at komme tættere på, desto mere trækker den anden sig. Og jo mere den anden trækker sig, desto mere insisterende, vred eller fortvivlet bliver den første.

Begge forsøger i virkeligheden at passe på sig selv og på relationen. Men deres beskyttelsesstrategier kommer til at skabe endnu mere afstand.

Bag kritikken kan der ligge en længsel efter at mærke:

Er jeg stadig vigtig for dig?

Bag tilbagetrækningen kan der ligge en frygt for:

Jeg kan aldrig gøre det godt nok. Det er bedre, at jeg ikke siger noget.

Når parret kun kan se hinandens reaktioner og ikke det, der ligger nedenunder, kan begge begynde at opleve den anden som problemet. Kærligheden bliver svær at mærke, fordi relationen ikke længere føles tryg.

Når skuffelser bliver til afstand

Kærligheden kan også blive belastet af skuffelser, som aldrig rigtig er blevet talt igennem.

Måske har den ene følt sig alene under en svær periode. Måske har der været sygdom, arbejdspres, små børn, sorg eller økonomiske problemer. Måske oplevede man, at ens partner ikke var der på den måde, man havde brug for.

Selvom livet efterfølgende er faldet mere til ro, kan følelsen af svigt stadig ligge i relationen.

Nogle skuffelser bliver ikke udtrykt som sorg. De kommer i stedet til udtryk som irritation, kritik eller følelsesmæssig afstand. Man holder lidt igen med sig selv, fordi man ikke længere tør forvente for meget.

Det kan føles mindre sårbart at fortælle sig selv, at man ikke længere elsker sin partner, end at mærke hvor meget man har savnet at føle sig elsket af vedkommende.

Når gamle erfaringer kommer med ind i parforholdet

Vi møder ikke vores partner som et ubeskrevet blad. Vi har vores tidligere erfaringer med os – også erfaringerne fra den familie, vi voksede op i.

Hvis man tidligt har lært, at man skal klare sig selv, kan det være svært at vise behov og række ud efter hjælp. Hvis man har oplevet uforudsigelighed eller følelsesmæssig afstand, kan man blive særligt følsom over for tegn på afvisning. Hvis konflikter i barndommen var voldsomme eller truende, kan man som voksen reagere ved hurtigt at trække sig fra uenigheder.

Parforholdet kan derfor vække gamle sår og beskyttelsesstrategier. Ikke fordi der nødvendigvis er noget galt med forholdet, men fordi nære relationer berører vores dybeste behov for at høre til, være betydningsfulde og kunne regne med et andet menneske.

Det er ofte netop dér, de stærkeste reaktioner opstår.

Kærligheden kan være skjult bag beskyttelse

Når et menneske gennem længere tid føler sig såret, afvist eller utilstrækkeligt, vil det ofte begynde at beskytte sig.

Man kan lukke ned for sine følelser. Holde op med at tage initiativ. Undgå fysisk nærhed. Arbejde mere. Bruge mere tid med børnene, vennerne eller telefonen. Man kan overbevise sig selv om, at man ikke længere har brug for sin partner.

Beskyttelsen kan give en midlertidig følelse af kontrol, men den gør det samtidig sværere at få adgang til de følelser, som stadig kan være til stede.

Derfor kan det være vigtigt at være nysgerrig på forskellen mellem:

Jeg elsker ikke længere min partner

og:

Jeg kan ikke mærke kærligheden, når jeg føler mig så alene, vred eller skuffet.

Det er ikke altid det samme.

Hvordan kan kærligheden få plads igen?

Kærligheden vender sjældent tilbage, fordi parret beslutter sig for at tage sig sammen, tage på flere dates eller fokusere på det positive.

Sådanne initiativer kan være hjælpsomme, men hvis der ligger smerte, utryghed eller uløste konflikter nedenunder, er det sjældent nok.

Det første skridt er ofte at forstå, hvad der er sket mellem jer.

Hvornår begyndte afstanden? Hvad savnede I hver især? Hvilke situationer får jer til at miste kontakten? Og hvordan forsøger I hver især at beskytte jer, når relationen ikke føles tryg?

Når parret kan begynde at se det negative mønster som det fælles problem, sker der ofte noget vigtigt. Kampen behøver ikke længere stå mellem to modstandere. I stedet kan parret stå sammen om at forstå det, der igen og igen kommer imellem dem.

At turde vise det, der ligger bag reaktionen

Kontakt opstår, når man langsomt bliver i stand til at fortælle om det, der ligger bag vreden, kritikken eller tavsheden.

Det kan eksempelvis være at sige:

“Når du trækker dig fra mig, bliver jeg bange for, at jeg ikke længere betyder noget for dig.”

Eller:

“Når du bliver vred, føler jeg mig hurtigt forkert. Så lukker jeg ned, selvom jeg egentlig gerne vil tættere på dig.”

Det kræver mod at vise de mere sårbare følelser. Især hvis man gennem længere tid ikke har følt sig mødt. Men det er ofte gennem disse samtaler, at partneren igen bliver synlig som et menneske med længsler og usikkerhed – og ikke kun som den, der kritiserer, afviser eller trækker sig.

Kærlighed genopbygges i små øjeblikke

Troen på parforholdet vender sjældent tilbage gennem én stor samtale. Den bliver ofte genopbygget gennem mange små erfaringer med, at noget faktisk kan blive anderledes.

Det sker, når den anden bliver i samtalen lidt længere end normalt. Når en undskyldning ikke efterfølges af en forklaring eller et forsvar. Når man stopper op midt i den velkendte konflikt og forsøger at forstå, hvad der er ved at ske.

Det sker også, når man igen begynder at interessere sig for hinandens indre liv. Ikke kun spørger til dagens praktiske begivenheder, men til hvordan den anden egentlig har det.

Nærhed vokser, når begge oplever:

Du er interesseret i mig.
Mine følelser giver mening for dig.
Jeg kan række ud, og du forsøger at møde mig.
Vi kan miste kontakten uden at miste hinanden.

Det er ikke fraværet af konflikter, der skaber et trygt parforhold. Det er erfaringen af, at man kan finde tilbage til hinanden igen.

At tage ansvar for sin egen del

Forandring bliver vanskelig, hvis begge venter på, at den anden skal begynde.

At tage ansvar betyder ikke, at man tager skylden for alle problemerne. Det betyder, at man bliver nysgerrig på sin egen andel i det, der sker mellem én.

Hvad gør jeg, når jeg bliver utryg? Hvordan påvirker min måde at reagere på min partner? Hvad længes jeg efter, men har svært ved at sige direkte? Og hvad kunne jeg ønske at gøre anderledes?

Når begge kan se på deres egen del uden at miste blikket for deres egne grænser og behov, opstår der mulighed for reel bevægelse.

Hvornår kan parterapi være hjælpsomt?

Nogle par opsøger først parterapi, når den ene næsten har forladt forholdet. Men man behøver ikke vente, til kærligheden er meget svær at finde.

Parterapi kan være relevant, så snart den ene oplever, at der er et problem, eller når parret igen og igen ender i den samme konflikt uden at kunne komme videre.

Formålet med parterapi er ikke at afgøre, hvem der har ret, eller hvem der er skyld i problemerne. Det handler om at forstå det, der sker mellem parterne, og skabe et rum, hvor begge kan blive tydeligere for hinanden.

Nogle gange ligger kærligheden stadig lige under overfladen, men er blevet dækket af mange års skuffelser og forsvar. Andre gange skal parret undersøge, om der fortsat er en vilje til at vælge hinanden og arbejde for relationen.

Kærligheden kan ikke presses frem. Men der kan skabes betingelser, hvor den igen får mulighed for at vise sig.

At få troen på parforholdet tilbage

At finde hinanden igen betyder ikke nødvendigvis, at parforholdet skal blive, som det var i begyndelsen. Måske skal det snarere udvikle sig til noget mere modent, ærligt og virkeligt.

Et forhold, hvor begge kan være tydelige uden at true kontakten. Hvor forskelligheder ikke automatisk opleves som afvisninger. Og hvor man kan tale om sin ensomhed, længsel og usikkerhed, før det bliver til kritik eller afstand.

Troen på parforholdet vender tilbage, når parret får nye erfaringer med hinanden. Når de opdager, at deres samtaler kan få en anden afslutning. At konflikter kan repareres. At sårbarhed kan blive mødt med omsorg. Og at den anden stadig er villig til at række ud.

Måske er kærligheden ikke forsvundet.

Måske har den i lang tid ikke haft de rette betingelser for at kunne mærkes.